Baggrund

Jeg blev født i Glostrup, hvor jeg 2 1/2 år gammel blev kørt over af en lastbil og 14 dage efter fik børnelammelse. Resten af barndommen (indtil jeg blev 14 år) boede jeg på Mågevej i København og gik i Frederikssundsvejens skole. Efter Realeksamen; nogle mislykkedes forsøg på uddannelse som Teknisk tegner og 2 gode højskoleophold, et lille år som dørsælger i Sverige, var jeg ved at være klar til læder 18 år gammel.

En amerikansk pige skulle til USA efter at have arbejdet i "Bit of Soul". Hun gav mig sit eget grundværktøj og sagde til mig: "Du kommer til at arbejde med læder; værsko!". Det har jeg faktisk gjort siden, og jeg er stadig ikke færdig og bliver det aldrig. Jeg flyttede til Jylland og de første 10 år gik med at lave bælter, urremme, træskosandaler, tasker, skakspil, æsker; alt hvad jeg nu kunne finde på og solgte det på gaden og til festivals.

Da jeg skulle have mit første barn gik jeg i lære som skomager og fik min egen forretning i Niels Ebbesens Hus (350 år gammel). Først i 1986 fik jeg et skomagermesterbesvis. Jeg har senere supleret med utallige kurser, blandt andet på frivillig basis uden eksamen; De ortopædiske skomageres mesterprøve for at kunne drive selvstændig forretning, en overbygning på deres svendebrev. Det indeholder en masse medicinsk stof og grundanalyser af gang og fodens sundhed.

Jeg driver stadig forretning, selv om den er flyttet et par gange under vejs. Forretningen ligger i Brødregade (gågade i Randers) og bygningen er over 400 år gammelt. Så gammel bliver jeg nok ikke, men så længe jeg har det godt og stadig udvikler mig, bliver jeg ved. Det nyeste tiltag hedder fremstilling af håndlavede sko på god gammeldags skomagermaner.

Avisartikel Fra Randers Amtsavis, torsdag d. 4.december 2003:

Skomager former tilværelsen i fritiden

Kreativ medicin: Poul Erik Andersen kaster sig over fedtsten, læderhud og jødeharpe når den står på indre meditation.

Randers: Bag facaden i det røde , 400 år gamle bindingsværkshus i bunden af Brødregade, banker skomager Poul Erik Andersen, 53 år, lystigt nyt liv i folks slidte støvler og sko.

For en skomager er det nu engang det arbejde, der giver det daglige brød på bordet.

Men selv om den tidligere christianshavner stortrives med at kunne glæde andre og lægger en ære i sit ældgamle håndværk, er der også plads til de mere finurlige, kreative fritidsinteresser, når tiden tillader.

For Poul Erik Andersen benytter gerne sine kreative ideer til at forme fedtsten som fantasifulde miniatureskulpturer, bringe nye lyde frem på harpen eller "lege" med læderhuden, der i skomagerens univers både kan blive til legetøjsbamser, tasker, høje og lave hatte, bælter, ja alt efter temperament, fantasi og Andersens tålmodighed.

Det er min indre medicin og meditation. Jeg tror, det er utrolig vigtig at finde sig nogle hobbyer, mens man er ung. Mange siger i dag til sig selv, at når de går på pension, så vil de kaste sig over ditten og datten. Men det er der jo bare ikke ret mange, der gør, vel?

Sko ved et tilfælde

Selv om skomagerens stemme stadig afslører en fortid langt fra Randers, føler Andersen, efter mere end 25 i byen sig mentalt som jyde. En afslappet, afstresset af slagsen, vel at mærke.

Jeg har et godt liv. Et liv, hvor jeg glæder mig til at komme på arbejde, og hvor pengene ikke er det afgørende, siger Poul Erik Andersen.

Hvorfor han lige kastede sig over det gamle erhverv, aner han ikke den dag i dag.

Måske var det en tilfældighed. Måske det faktum, at han næsten var født med polio eller en kombination af begge dele.

Som ung polioramt, var jeg nødsaget til at gå i nogle modbydelige klodser, hvor det eneste jeg selv kunne vælge, var om skofarven skulle være sort eller brun. Derfor gav jeg mig i kast at lave mine egne lædersko. Få år tilbage fik jeg pludselig følelsen tilbage i benet, på et tidspunkt, hvor jeg for længst havde lært at leve med sygdommen. Så her går det skam "sko" godt.

ARTIKEL FRA FAMILIEJOURNALEN FRA 2007:

Poul Erik Andersen er kunstner, troldmand og en højst usædvanlig skomager, der som barn blev knust under en lastvogn og smadret i en sådan grad, at lægerne gav ham bare ti procents chance for at overleve.

Havelågen stod åben, og to et halvt år gamle Poul Erik opfattede det som en invitation til at udforske den verden, han indtil da ikke havde set meget til.

Han stolpede ud på kørebanen og så den store lastbil komme drønende imod sig, men da han ikke anede konsekvensen, blev han stående og smilede op til chaufføren.

Poul Erik hørte aldrig de hvinende bremser, han hørte ikke den forfærdede tilskuer, der råbte op til chaufføren: "Du holder oven på barnet". Han mærkede ikke, at de store lastvognshjul for anden gang kørte over ham, masede hans lunger flade, knuste hans brystkasse og næste samtlige andre knogler i hans lille krop.

På hospitalet gav lægerne ham ti procents chance for at overleve, og hans far var overbevist om, at næste besøg ville foregå på krematoriet. Tre døgn sad hans mor ved hospitalssengen uden søvn. Så åbnede han øjnene. Ti dage senere blev han angrebet af polio.

I USA er titlen på en meget populær tv-serie "Jeg burde være død". Poul Erik Anderse, skomager i Randers, kunstner og tryllekunstner af guds nåde, kunne have spillet hovedrollen i et af seriens afsnit.

De næste halvandet år samlede lægerne på hospitalet, hvor han var indlagt, stumperne af den anatomi, der igen skulle blive til drengen Poul Erik.

Månederne blev så lange og familiebesøgene så spredte, at han begyndte at kalde en af sygeplejerskerne for mor. Og tilværelsen blev ikke nemmere af, at han blev et af ofrene for den polioepidemi, som hærgede Danmark på den tid. Det gik ud over venstre ben, og uden at blive beskyldt for at være salvelsesfuld kan man godt fastslå, at Poul Erik begyndte tilværelsen med stort set alle odds imod sig.

At det trods alt er gået godt - at han i dag er familiefar med to voksne børn og stort set kun beskæftiger sig med, hvad han synes er sjovt og oven i købet kan leve af det - er helt hans egen fortjeneste. Han behøver ikke at stå krumbøjet af taknemmelighed over for nogen. Og nu er det, som om en ondskabsfuld skæbne har fået dårlig samvittighed og vil råde bod på den ulykke, den har afstedkommet.

For kort tid siden mærkede Poul Erik for første gang siden sine første leveår liv i det venstre ben, som i de mange år bare har været en død klump kød, han har slæbt rundt med.

Det er faktisk kommet så vidt, at han kan bøje benet - ganske vist endnu kun i det varmtvandsbassin, hvori han træne muskulaturen, men alligevel...

Poul Erik vil formentlig ikke være enig med den filosof, der mente, at det aldrig er for sent at få en god barndom. Hans egen var ikke særlig mindeværdig. Det var f.eks. aldrig ham, der blev valgt, når der skulle sættes hold til fodbold. Det var til gengæld altid ham, der blev valgt, når der skulle mobbes, men som han siger:

  - En dårlig barndom er igen undskyldning for at få et dårligt liv. Og måske er det mit held, at jeg ikke blev pakket ind i vat dengang. Det gør ondt i øjeblikket, men det hærder, og man lærer at se verden i øjnene uden romantiske forestillinger.

Poul Erik er skomager, men en temmelig usædvanlig en af slagsen. Hver kvadratcentimeter i værkstedet i det gamle bindingsværkshus i Brødregade i Randers er udnyttet i udstillingsøjemed, og materialet er hele vejen igennem læder. Ikke kun sandaler og håndsyede sko i eget design, men vaser, skakspil, buster af både Marx og Ghandi, tasker, armbånd, hårbånd, ja, stort set alt, hvad et kreativt sind kan få ud af læder.

Han er også kendt i byen som manden, der kan forvandle vand til vin, og det er ikke, fordi han vil gå frelseren i bedene. Det er, fordi han er bidt af en gal tryllekunstner - og også lidt fordi, han ejer trylleflasken, som har tilhørt den legendariske Professer Labri.

Allerede som seksårig stod Poul Erik og trykkede næsen flad til den lille trylleforretning i Stenosgade i København, som var ejet af tryllekunstneren Åge Darling.

  - Og han kunne lide børn, siger Poul Erik. - Jeg tror, at der i enhver tryllekunstner gemmer sig et barn, og det blev så Darling, der introducerede mig til trylleriets magiske verden, og siden har trylleriet været en væsentlig side af min tilværelse.

Men Poul Eriks hverdag på Nørrebro kunne ingen magisk tryllestav ændre. Den var præget af familiens dårlige økonomi og hyppige hospitalsindlæggelser. Da han nåede puberteten, var der ti centimeters forskel på hans ben, og lægerne forudså, at forskellen ville vokse til det dobbelte og foreslog, at man stoppede væksten i det raske højre ben. Det gjorde man så. Med det nedslående resultat, at også det raske ben blev invalideret med helt anormale funktioner.

Mor orkede ham ikke

Det var også tidspunktet, da hans mor tog ham med på rådhuset og forlangte, at andre nu tog sig af hendes søn og hans videre færd gennem livet. Selv orkede hun ikke længere besværet med en handicappet søn.

Det var på kostskolen for handicappede, Geelsgård, at man opdagede, at knægten havde talent for at tegne og male, men det var på Egtmontskolen i Odder, han lærte sig om læder og de kunstneriske muligheder, der lå i det materiale. Og bortset fra et års tid, hvor han turede rundt i Sverige som dørsælger af amerikanske magasiner, fandt han faktisk en niche: Han forsynede tidens hippier, der flagrede søgende rundt efter stoffer og ny livsvisdom, med flettede lædersnore, store bælter, hårspænder, armlænker osv.

Men en dag pakkede han sin rygsæk og rejste til Hjarbæk i Jylland. En af hans nære venner var blevet dræbt, da han ville forsvare sin kæreste, og Poul Erik besluttede, at det ikke var et miljø, han ville leve sit liv i.

Det var i den periode, Poul Erik tog på ølejr på Samsø og mødte Kirsten, og så blev de par, omend de først fik papir på ægteskabet 12 1/2 år senere.

Jeg var fyldt 28, da jeg blev far og forsørger, og indså, at det nu var alvor. Jeg måtte lære et erhverv, og så var det nærliggende at komme i lære hos en skomager og lære mig læderhåndværket til bunds.

Poul Erik Andersen kommer aldrig til at slå danmarksrekorden i 100 meter sprint. Hans gang på jorden er besværlig, men det er kun fysikken, vi taler om her. Med sine hænder kan han alt med læder. Han kan også male, lave sirlige tegninger og skære skulpturer ud i fedtsten, men bortset fra et par udstillinger på Kunstnernes Påskeudstilling i Århus, har han ingen planer om at forfølge den linie.

  - For jeg kan ikke det med albuer, og jeg synes i virkeligheden, der er pinligt at stå og tinge om prisen. Så forærer jeg hellere mine ting væk, som han siger.

Poul Erik er en beskeden mand, som altså også er for sky til at forcere rampen til scene og projektørlys. Der kunne han ellers have holdt en udmærket hyre, for de sidste 15 år har han deltaget i den årlige tryllekongres i Lund, Sverige, og han ved, hvordan den slags skal præsenteres. Men projektørlys og stjernestøv er altså bare ikke ham.

Men apropos stjernestøv: Over hans skomagerforretning i det gamle hus i Brødregade i Randers hænger en forgyldt støvle og minder den kreative kunsthåndværker om , at viljen til at gå som bekendt sidder i benene, ikke i fodtøjet. Men der er nu ikke en kendsgerning, han hyppigt bringer på bane over for kunderne - så lidt som det tryllestøv, han føler, at nogen over skyerne må have drysset ned over det liv, som alle engang frygtede skulle slutte efter bare to et halvt år.

Polio

I løbet af en periode på bare nogle få måneder blev over 2.700 danskere - fortrinsvis børn og yngre voksne i København - ramt af børnelammelse. Andre 3.626 blev ofre for epidemien, men slap uden lammelser. Blegdamshospitalet blev det vigtigste behandlingssted, men uden sundhedsvæsnet var helt uforberedt på en epidemi af den skalastørrelse, f.eks. rådede man dengang kun over en enkelt såkaldt jernlunge til at behandle de mange patienter.

 

 

Er der nogen der genkende denne sygeplejerske?

Jeg ville gerne vide mere end jeg gør! Kontakt mig.